Det er naturligvis individuelt, hvilken dykkerinteresse hvert enkelt medlem har. Men næsten alle tænkelige undervandsaktiviteter bliver dyrket i klubben.

Ude i det åbne hav dykkes der ofte blot for at opleve flora og fauna. Naturen under overfladen bliver man aldrig træt af. Alt afhængig af hvilken årstid og hvilken dybde man dykker på, oplever man hele tiden noget nyt. Men det siger sig selv, at desto bedre iagttagelsesevne, man besidder, desto større bliver de spændende indtryk, som brænder sig fast på nethinden.

Marinarkæologi

Betegnelsen "historisk" bliver af mange opfattet som den tid, der ligger forud for vor samtid. I videnskabelige kredse anvender man imidlertid begreber som "forhistorisk" i modsætning til "historisk". Disse to begreber dækker tidsområder, som traditionelt behandles af hver sin videnskabsgren; forhistorien tager arkæologen og marinarkæologer sig af, mens historisk tid behandles af historikeren.

I Ribe Dykkerklub Sælhunden har vi rodet begreberne sammen. Vi bruger lige meget tid på både historie og forhistorie. Groft kan man sige, at når der ikke dykkes på vrag, dykkes der i stedet i arkiver.

Oplysninger om skibe, forlis m.v. begynder først at forekomme med en vis frekvens i de skrevne kilder fra sidste halvdel af 1500-tallet og bliver almindelige fra 1600 og frem.

Den øvre tidsgrænse ligger allerede fast, da den er beskrevet i Loven om Historiske Vrag m.v. Den siger, at et vrag er et fartøj, der til enhver tid er gået tabt for mere end 100 år siden. Denne grænse kan være noget problematisk, idet den kræver en rimelig præcis datering af vraget. 

Man anslår, at der ligger mindst 20.000 skibsvrag i de danske farvande. Uden at have belæg for det, skønnes tallet langt højere. Det er langt fra dem alle, der er fundet. Utallige vrag har man sikre positioner på, men heller ikke mere. Disse vrags herkomst og identifikationer er endnu ikke tilvejebragt og fortaber sig i det uvisse.

De indre danske farvande er også rige på vrag, og det skyldes flere forhold, hvor det vigtigste er den ringe saltholdighed af vandet. Det manglende salt i havet betyder, at træskibenes - og dermed også trævragenes - værste fjende, Teredo Navalis, her har ringe livsbetingelser. Teredo Navalis kaldes populært for "skibsorm" eller "pæleorm", men er i virkeligheden en lille boremusling, der lever af træ. Takket være mangelen på denne "orm" findes der i hele Østersøområdet mange velbevarede rester af træskibe.

Mange gamle skibsvrag i Nordsøen kommer og går, som det passer dem. Sådan at forstå, at vind, bølger og strøm flytter rundt på enorme mængder af sandbund. Pludselig ligger et vrag næsten komplet frilagt på bunden, for måske et halvt år senere at være begravet igen. Nogle vrag kan dukke op efter 100-200 år og stadig være ualmindelig godt bevarede. Det er klart, at trævrag bliver bedst bevaret, når de ligger under havbunden, hvor der er meget lidt ilt og hvor de ikke bliver "sandblæste" af strømmen, eller slået til smadder af store, tunge redskaber fra fisketrawlere. Hvis vragene ligger blotlagte oven på bunden, er der eksempler på, at en enkel kraftig storm eller orkan kan forårsage enorme ødelæggelser og faktisk få vragene til at gå i "opløsning" og forsvinde for bestandigt.

I det 1800-århundrede begyndte man at bygge skibe af jern. Der kom også dampmaskiner, så man var uafhængig af sejl og vind. Men desværre er disse vrag også nedbrydelige. Et jerndampskib, der ligger sunket i Nordsøens salte og iltrige vand, vil forholdsvis hurtigt ruste op. Allerede efter 20-40 år vil alle jernplader være tynde og møre, og skibet vil langsomt begynde at falde fra hinanden. Efter 60-80 år vil skibssider og dæk m.m. være tæret helt væk og kun de svære jerndele som kedler, maskine, skruer og aksler er tilbage. Også en uforgængelig last og skibets ankre og kæde kan findes. Heldigvis har jernskibsvragene det, som med træskibsvrag, at hvis de synker ned under bunden, bevares de langt bedre - og derfor kan vi i dag stadig være heldige at finde fine, velbevarede jernvrag med deres dampmaskiner.

I Ribe Dykkerklub Sælhunden har der været spillet undervandsrugby lige siden klubbens stiftelse i 1980. Nogen medlemmer spiller både uv-rugby og dykker i åbent vand. Spillet giver nemlig en fantastisk, god vandføling og kondition, som kan være afgørende i en evt. kritisk situation under havets overflade, hvor det er vigtigt at holde hovedet koldt. Andre medlemmer har valgt kun at spille uv-rugby og har lagt dykning på hylden - måske fordi man føler, at man har fravrisset havet alle sine hemmeligheder. Uv-rugby er en unik holdsport, der adskiller sig fra alt andet ved at være verdens eneste tredimensionale boldspil!